
Jeg er 53 år, socialpædagog og døgnplejefamilie, og jeg bor i Kibæk med min familie. Jeg har snart siddet otte år i byrådet for Socialdemokratiet og er medlem af Børne- og Familieudvalget samt Landsbykontaktudvalget.
Jeg er uddannet pædagog og har i mit arbejdsliv opnået bred erfaring fra både plejearbejde, daginstitutioner og arbejdet med børn og familier med særlige behov. I dag arbejder jeg som døgnplejefamilie, hvor jeg dagligt ser, hvad nærvær, tryghed og langsigtede løsninger betyder. Det har givet mig et stærkt engagement i at kæmpe for dem, der ikke altid råber højest – men som har allermest brug for fællesskabets støtte.
Mine mærkesager er klare:
– Tid til omsorg og nærhed i daginstitutionerne: Det pædagogiske personale skal have mulighed for at være til stede med børnene – ikke kun måle og dokumentere.
– Børn skal trives – ikke testes unødigt: Vi skal fokusere på relationer og udvikling, ikke kontrol og skemaer.
– Et værdigt liv – hele livet: Tryghed for både børn, unge, voksne og ældre. Ingen skal stå alene.
– Styrk landsbyerne og fællesskabet: Vi skal udvikle – ikke afvikle – vores mindre byer og sikre, at alle kan leve et godt liv, uanset postnummer.
– Mere faglighed – mindre systemtænkning: Vi skal styrke dem, der står i front, og rydde op i unødigt bureaukrati.
– En borgerrådgiver i Herning: Jeg vil blive ved med at kæmpe for, at vi i Herning Kommune får en borgerrådgiver, der kan hjælpe borgere, som oplever at fare vild i systemet. Det handler om tryghed og retssikkerhed.
Efter næsten otte år i byrådet ved jeg, hvor der kan rykkes – og hvor det kræver vedholdenhed. Jeg stiller op igen, fordi jeg vil fortsætte kampen for en stærk, nærværende og social Herning Kommune, hvor alle har mulighed for at leve et trygt og værdigt liv.