Af Henrik Jensen, formand for Socialdemokratiet i Herning kommune, august 2024
Kære S-medlemmer i Herning Kommune
Da sommerferien nærmer sig sin afslutning, intensiveres det organisatoriske arbejde.
Vi er allerede godt i gang. Lørdag den 10. august 2024 deltog Trehøje og Aulum-Haderup Partiforening med det røde telt til dyrskuet i Aulum. En stor tak til bestyrelsesmedlemmer og politikere for at bemande standen.
Byråds-og regionsrådsvalget 2025
Vi er i fuld gang med at forberede byråds- og regionsrådsvalget i november 2025. Der afholdes et informationsmøde for potentielle kandidater onsdag den 21. august 2024 kl. 19-21 på Metal med Mikkel Michelsen, der leder kandidatuddannelsen.
På mødet vil der være mulighed for at stille spørgsmål, og der vil blive givet en introduktion til, hvad det vil sige at være kandidat samt en præsentation af Socialdemokratiet, herunder partiets struktur og politik. Vi vil også informere om, hvad det indebærer at blive valgt ind i byrådet, samt hvor man kan finde relevant information og hjælp.
Kandidatuddannelsen begynder til efteråret, hvor vi dykker dybere ned i emnerne. Der vil være plads til at stille aktuelle spørgsmål samt dele erfaringer med de øvrige kandidater. Møderne kræver ingen forhåndstilmelding, det forventes dog, at vores kandidater deltager i videst muligt omfang. Vi vil være vært med en øl eller vand til alle deltagere.
Du kan anmelde dig som kandidat indtil den 1. oktober 2024. Herefter vil kandidaterne blive prioriteret i en urafstemning før årsskifte. Kandidater der måtte melde sig efter 1. oktober 2024, vil komme til at stå nederst på listen under de prioriterede kandidater.
Fremover vil Socialdemokratiet i Ringkøbing-Skjern pege på Mogens Jensen
Socialdemokratiet i Ringkøbing-Skjern, der førhen har støttet og peget på Annette Lind fra Holstebro, vil fremover støtte Mogens Jensen som deres folketingskandidat. Tidligere på året forlod Annette Lind Folketinget til fordel for et job som generalkonsul i Flensborg.
Socialdemokratiet i Ringkøbing-Skjern ønsker at samarbejde med Mogens Jensen for at styrke kontakten til Christiansborg og prioritere lokale sager.
Herfra skal lyde et stort tillykke til Mogens Jensen med den meget positive udmelding fra Socialdemokratiet i Ringkøbing-Skjern.
Aktiviteter i efteråret
Siden 2020 har de fire partiforeninger i Herning Kommune etableret et samarbejde, hvor vi til en begyndelse udvekslede erfaringer med hinanden. Sidenhen har vi samarbejdet om politiske og sociale arrangementer. Nu hvor efteråret nærmer sig, begynder partiforeningerne snart at planlægge spændende aktiviteter, herunder “Mød din politiker i øjenhøjde II” og et medlemsarrangement på Trehøje Museum i Ørnhøj.
Derudover vil der være aktiviteter, der relaterer til kandidatuddannelsen, samt møder, hvor der er mulighed for at drøfte aktuelle politiske emner og høre nyheder fra vores regions- og byrådsmedlemmer.
Der vil løbende blive orienteret om aktiviteterne og andre nyheder via e-mail samt i nyhedsbreve og -blade fra ”Den Røde Tråd”. Vi har e-mailadresser på de fleste af vores medlemmer, men hvis du endnu ikke har delt din e-mailadresse, vil vi meget gerne have den. På den måde sikrer vi, at du ikke går glip af vigtige informationer og påmindelser.
Der vil også blive lagt informationer om aktiviteter op på vores Facebookside Socialdemokratiet i Herning Kommune.